8. April 2018

 

20+

AktJEG - EN KNUDEMAN

Nogle status-opdateringer er lettere at skrive end andre.Nogle Facebook-opdateringer er lettere at skrive end andre. Denne hører til i den tunge ende. Samtidig har jeg hele livet troet på, at man skal tage tyren ved hornene, som man siger. Ingen dårlig nyhed bliver bedre af at blive pakket fint ind. Så derfor og uden omsvøb:

Nogle opdateringer på Facebook er lettere at skrive end andre. Denne hører så afgjort til de vanskelige.

Jeg har cancer. Nærmere bestemt det som lægerne kalder en "fremskreden prostata-cancer".

Hvad betyder det? Tjah, det betyder i hvert fald for mit vedkommende, at der ikke findes nogen behandling, som kan få problemet til at forsvinde. Men man kan forsøge at hindre det i at udvikle sig. Jeg forstår, at der er adskillige metoder, som kan holde kræften stangen i et godt stykke tid, selv om det næppe bliver i helt så mange år, som jeg kunne have ønsket mig.

Nogle af metoderne er mindre rare end andre, men vi får se, hvordan jeg responderer på dem.

Så hvordan har jeg det?

Jeg har det godt! Ikke godt "efter omstændighederne", men godt. Fysisk mærker jeg forbløffende lidt til sygdommen, bortset fra nogle vandladningsproblemer. Jeg har kendt til nyheden i et stykke tid og føler mig rationel, afklaret og i stand til at tackle den uvisse fremtid. Ser du, sagen er den, at jeg allerede i mine tredivere var fuldkommen overbevist om, at jeg skulle dø. Aids hærgede over hele kloden og også i min vennekreds og i mig. Derfor har jeg været fuldkommen indstillet på et modvilligt tjek-ud fra Moder Jord siden mine unge år. Derfor har jeg siden da ofte følt, at jeg levede på lånt tid. Derfor har jeg været nærmest overstadig glad for livet lige siden. Og spørger du en psykolog, vil han nok sige, at det også er derfor, jeg bruger så meget tid på Facebook på at kritisere de idioter, som har gjort det til deres mission at gøre tilværelsen sværere for andre. Tænker de overhovedet over, hvor dyrebart livet er for os alle?

Så jeg griner, hygger med vennerne og går på arbejde i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre mellem de mange undersøgelser, der stadig pågår. Jeg har selvfølgelig også stunder - typisk om natten - hvor jeg reflekterer over alt det, jeg har nået i mit liv og alt det, jeg gerne stadig vil nå, men det vil være forkert at sige, at jeg er i en psykologisk krise.

Til gengæld er jeg om muligt endnu mere fokuseret på, hvad jeg vil og ikke vil med resten af mit liv. På det seneste har jeg skrevet et par gange i andre sammenhænge, at min lunte er kort for tiden, hvilket blot betyder, at jeg ikke gider beskæftige mig med flueknepperi og åbenlys dumhed. Nu forstår du måske hvorfor.

Da jeg forlod konsultationen efter at have fået den nedslående besked, fik jeg et godt råd af en sød sygeplejerske: "Lad være med at bruge lang tid på nettet på at søge information om din sygdom. Nettet er proppet med falske informationer, overdrevne eller underdrevne vidnesbyrd og fantaster, som tilbyder dig en hurtig kur med tvivlsomme midler".

Det kan jeg godt genkende, og du kan sikkert også. Prøv bare at tænke på alle de gange selv velrenommerede aviser har proklameret, at nu er der kommet en kur mod hiv og aids. Gu' er der ej, og den er stadig ikke lige rundt om hjørnet. Der findes nogle fantastiske piller, der holder sygdommen stangen, men ingen er i stand til at fjerne hiv fra en smittet persons krop. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor ofte medier og fusentastere i en uhellig alliance har indgydt alvorligt syge mennesker et falsk håb og dermed kun forværret situationen for de ramte.

På samme måde med cancer. Jeg vil med andre ord være dig dybt taknemmelig, hvis du undlader at gøre mig opmærksom på diverse kloge koner og mænd eller urteblandende, auralæsende, krystal-healende mystikere, såfremt du kender nogen. Når det kommer til sygdom, tror jeg på anerkendte videnskabsfolk og dygtige læger og intet andet.

Sygeplejersken nævnte et par websites, som jeg kan fæstne lid til - Kræftens Bekæmpelses er et af dem. Det har studeret grundigt, og ellers har jeg - helt imod min natur - afholdt mig fra yderligere research. Jeg føler mig i gode hænder på Rigshospitalet, som ikke bare er min elskede arbejdsplads, men også det sted, hvor jeg for tyve år siden blev reddet fra at dø af ekstremt dygtige og søde læger.

I dag kan jeg således glad konstatere, at mit bagland er i orden. Min elskede er der, min familie er der; mine venner, min arbejdsplads og dygtige læger står alle klar til at støtte mig i tiden, der kommer. Alle har uden undtagelse været fuldkommen enestående og sagt og gjort utroligt meget, selv om mange af dem er dybt berørt af situationen.

Når jeg deler historien om mig og min knude er det i håb om forståelse for, at jeg frem over vil være ret selektiv i forhold til at besvare personlige henvendelser fra andre end min familie og de nærmeste venner. Vær sød ikke at kontakte mig over Messenger, hvis vi aldrig har mødtes. Jeg har rigeligt at se til i denne tid og vil så nødig sidde med dårlig samvittighed over ikke at have besvaret din besked.

Betyder det, at jeg holder op med at ytre mig? Så afgjort nej. For mig har der altid været noget terapeutisk over at skrive og prøve at påvirke debatten. Det vil jeg ikke undvære, ligesom jeg ikke vil undvære familiens og mine venners selskab eller kulturelle oplevelser. Det bliver nok bare lidt mere på mine egne præmisser end hidtil.

Mit højeste ønske er, at liv skal være som før så vidt som muligt så længe som muligt. Jeg har fået mig endnu en alvorlig sygdom, men jeg vil ikke patientliggøres mere end højst nødvendigt. Jeg tager tingene en dag ad gangen og er i dag endnu gladere for hver en time af den afmålte tid, vi alle er blevet tildelt.

Tak fordi dit venskab. Tak for dine kram - både de virkelige og de virtuelle - og tak for din opbakning.

De kærligste hilsener,

Peer