13. April 2018

Jeg har i dag tilbragt syv timer på Rigshospitalet for at få taget nogle biopsiprøver i fuld narkose.

Vejen til operationsbordet er lang: indledende samtaler med først en sygeplejerske og så en læge, som sikrer sig, at man er klar til indgrebet og som måler, lytter, banker og måler løs, mens der tastes flittigt.

Så tages der blodprøver et helt andet sted, hvilket indebærer en del ventetid.

Derefter til en ny afdeling for at tale med anæstesi-lægen, som vil sikre sig, at ens luftveje er fremkommelige, og at man ikke har nogen allergier eller andet, som gør en til et særtilfælde, når man skal holdes smertefri.

Derfra til en sengeafdeling, hvor man tildeles et garderobeskab med pengeskab og nøgle samt en seng og et armbånd med ens navn og personnummer, så kirurgen er sikker på at foretage den rette procedure på den korrekte person.

Så er de første fire timer gået.

Så venter man på at blive bragt til kirurgisk afdeling. Og venter lidt mere. Og endnu mere.

Og så til sidst dukker en udmattet kirurg op og fortæller, at man slet ikke får foretaget noget indgreb i dag på grund af uforudsete begivenheder.

Og lige som man skal til at hidse sig op over deres elendige planlægning, fordi man er sulten, tørstig og træt efter at have fastet siden i går aftes, fortæller han så, at i dag har han og hans kolleger udført endnu en kompliceret nyretransplantation, fordi en venlig person havde doneret sine organer. Den afdødes nyre var et godt match til en patient, som har ventet i lang, lang tid på netop den mulighed og den livreddende transplantation.

Det havde været en kompliceret og meget langvarig operation, som måtte udføres akut, da muligheden bød sig, men den gik godt.

Lægen tilbød mig i samme åndedrag at komme igen i morgen - samme tid, samme sted. "Jeg har talt med mit team, og vi er enige om at bruge en lørdag formiddag på dig", sagde han.

Og så tier man stille og skammer sig lidt over sin egoisme, hvorefter man samler sine ting sammen og tusser hjem til sig selv igen.

I morgen er der atter en dag.

Turen hjem med bussen gav mig god mulighed for at tænke over livet, døden og vigtigheden af de prioriteringer, vi alle foretager hele tiden. I dag oplevede jeg endnu en gang mine kolleger på Riget som dedikerede, søde, topprofessionelle og uegennyttige mennesker, der knokler for andre. Det er underligt at være tilbage i patientrollen på ens egen arbejdsplads, men oplevelsen bestyrker mig kun i min stolthed over, hvad der foregår i de bygninger på daglig basis.

At det blev Riget, som skal behandle min kræftsygdom var ikke en beslutning, jeg selv blev spurgt om eller havde indflydelse på, men jeg er lykkelig for, at det blev løsningen. Samme sted reddede fantastiske medicinere mit liv for snart tyve år siden, da mit immunsystem var udslukt, og hiv-sygdommen hærgede i mig. Lige siden har jeg båret på en følelse af dyb taknemmelig overfor dem og for at leve.

Den følelse forstærkes i disse dage, hvor jeg igen er på dybt vand. Hvad end der sker, kan jeg ikke være i bedre hænder. Jeg har min elskede mand og familie, mine utrolige venner og fantastiske kolleger bag mig. Jeg overlader trygt det videre forløb til Rigshospitalets stab af enestående mennesker, der har viet deres liv til at redde andre og som fortsætter med det uanfægtet af populistiske politikere, der kalder dem forkælede og værre skældsord. De idioter ved ikke, hvad de taler om.

Så jeg er afklaret, rolig og ved godt mod. Jeg kan stadig grine og gør det flere gange dagligt. Alles liv får en ende, og måske kommer min nogle år, før jeg havde håbet det, men jeg har ikke den ene fod i graven - endnu. Mig slipper man ikke så let af med.

Tak for i dag. Vi ses i morgen.