15. april 2018

Jeg tror, at folk der følger mig ved, hvem jeg er: en homoseksuel fyr, der anser sig selv som ikke-troende og som arbejder i et lægeligt forskningsmiljø.


Og nu har jeg cancer.

For nogle dage siden skrev jeg, at jeg for tiden har svært ved at finde overskud til personlige beskeder fra folk, der ikke står mig nær.

Så tusind tak til alle jer, der har respekteret det og tusind, tusind tak for de utallige søde kommentarer, mine opslag har fået. De mange klap på skulderen. De opmuntrende ord. De mange kram. Den store kærlighed, som i disse dage strømmer mig i møde fra nær og fjern. Det betyder mere end nogen aner og rører mig dybt og giver mig mod og styrke.


Men ingen regel uden undtagelse.


En nu forhenværende facebook-ven har netop sendt mig en invitation til at møde "gud" i form af en kvaksalver af en afdanket Volvo-forhandler, som turnerer landet rundt og "lægger hånd på" folk, så afrevne lemmer vokser ud, og alvorlig sygdom helbredes. Ja, selv homoseksualitet kan han kurere, så nu har jeg chancen for at slå to fluer med et smæk!


Jeg har ikke følt mig så krænket længe. Jeg har intet problem med at debattere racister og homofober ned under det gulvtæppe, hvor de hører hjemme, men værre er det i min situation at blive konfronteret med selvfede, frelste typer, som tilbyder mig et rask legeme samt en plads i himlen, hvis bare jeg opgiver alle mine grundværdier, lader mig skille fra min elskede og så i øvrigt giver en skærv til deres afgud.


Hvor kommer det vanvid fra?


Kristendommen og den danske folkekirke har mange smukke sider, men så har den også denne bærme af fantaster, der på deres guds vegne sætter sig til dommer over andre, og som tilbyder evig fryd og gammen, hvis man gør præcis som dem. De overskrider grænsen mellem mission og plattenslageri på daglig basis og er - så vidt jeg kan vurdere på baggrund af læsning af Biblen - selve inkarnationen af ukristelighed.


De er det sidste, man som alvorligt syg har brug for.


Tilgiv mit raseri-udbrud. Rummeligheden svinder, når hudløsheden tiltager. Jeg følte bare trang til at ytre mig, fordi den henvendelse var endnu et eksempel på alt det, som står som det overordnede tema i næsten alle mine skriverier: visse dumme personers ubændige trang til at lave om på uskyldige medmennesker, fordi de selv er så indskrænkede, at de kun kan rumme folk som dem selv.
For nyligt skrev en Facebook-ven, at vi alle bør kunne rumme alle - selv hadefulde racister og homofober. Jeg tillader mig at være uenig. Hvis afskyelige holdninger mødes med forståelse, går det aldrig op for de hadefulde, hvor galt afmarcherede de er.


Meget kan du bede mig om, men bed mig ikke om at tolerere de intolerante - heller ikke når de kommer i en forklædning af velmenende, salvelsesfuld skinhellighed.


Ha' den dejligste søndag.