Opslag

15. april 2018

Jeg tror, at folk der følger mig ved, hvem jeg er: en homoseksuel fyr, der anser sig selv som ikke-troende og som arbejder i et lægeligt forskningsmiljø. Og nu har jeg cancer. For nogle dage siden skrev jeg, at jeg for tiden har svært ved at finde overskud til personlige beskeder fra folk, der ikke står mig nær. Så tusind tak til alle jer, der har respekteret det og tusind, tusind tak for de utallige søde kommentarer, mine opslag har fået. De mange klap på skulderen. De opmuntrende ord. De mange kram. Den store kærlighed, som i disse dage strømmer mig i møde fra nær og fjern. Det betyder mere end nogen aner og rører mig dybt og giver mig mod og styrke. Men ingen regel uden undtagelse. En nu forhenværende facebook-ven har netop sendt mig en invitation til at møde "gud" i form af en kvaksalver af en afdanket Volvo-forhandler, som turnerer landet rundt og "lægger hånd på" folk, så afrevne lemmer vokser ud, og alvorlig sygdom helbredes. Ja, selv homoseksualitet kan ha

13. April 2018

Jeg har i dag tilbragt syv timer på Rigshospitalet for at få taget nogle biopsiprøver i fuld narkose. Vejen til operationsbordet er lang: indledende samtaler med først en sygeplejerske og så en læge, som sikrer sig, at man er klar til indgrebet og som måler, lytter, banker og måler løs, mens der tastes flittigt. Så tages der blodprøver et helt andet sted, hvilket indebærer en del ventetid. Derefter til en ny afdeling for at tale med anæstesi-lægen, som vil sikre sig, at ens luftveje er fremkommelige, og at man ikke har nogen allergier eller andet, som gør en til et særtilfælde, når man skal holdes smertefri. Derfra til en sengeafdeling, hvor man tildeles et garderobeskab med pengeskab og nøgle samt en seng og et armbånd med ens navn og personnummer, så kirurgen er sikker på at foretage den rette procedure på den korrekte person. Så er de første fire timer gået. Så venter man på at blive bragt til kirurgisk afdeling. Og venter lidt mere. Og endnu mere. Og så til sidst dukker en udmattet

13. April 2018

Jeg har i dag tilbragt syv timer på Rigshospitalet for at få taget nogle biopsiprøver i fuld narkose. Vejen til operationsbordet er lang: indledende samtaler med først en sygeplejerske og så en læge, som sikrer sig, at man er klar til indgrebet og som måler, lytter, banker og måler løs, mens der tastes flittigt. Så tages der blodprøver et helt andet sted, hvilket indebærer en del ventetid. Derefter til en ny afdeling for at tale med anæstesi-lægen, som vil sikre sig, at ens luftveje er fremkommelige, og at man ikke har nogen allergier eller andet, som gør en til et særtilfælde, når man skal holdes smertefri. Derfra til en sengeafdeling, hvor man tildeles et garderobeskab med pengeskab og nøgle samt en seng og et armbånd med ens navn og personnummer, så kirurgen er sikker på at foretage den rette procedure på den korrekte person. Så er de første fire timer gået. Så venter man på at blive bragt til kirurgisk afdeling. Og venter lidt mere. Og endnu mere. Og så til sidst dukker en udmattet

8. April 2018

  20+ Akt JEG - EN KNUDEMAN Nogle status-opdateringer er lettere at skrive end andre. Nogle Facebook-opdateringer er lettere at skrive end andre. Denne hører til i den tunge ende. Samtidig har jeg hele livet troet på, at man skal tage tyren ved hornene, som man siger. Ingen dårlig nyhed bliver bedre af at blive pakket fint ind. Så derfor og uden omsvøb: Nogle opdateringer på Facebook er lettere at skrive end andre. Denne hører så afgjort til de vanskelige. Jeg har cancer. Nærmere bestemt det som lægerne kalder en "fremskreden prostata-cancer". Hvad betyder det? Tjah, det betyder i hvert fald for mit vedkommende, at der ikke findes nogen behandling, som kan få problemet til at forsvinde. Men man kan forsøge at hindre det i at udvikle sig. Jeg forstår, at der er adskillige metoder, som kan holde kræften stangen i et godt stykke tid, selv om det næppe bliver i helt så mange år, som jeg kunne have ønsket mig. Nogle af metoderne er mindre rare end andre, men vi får se, hvordan je